Om synet

Alt du skal vide

Hvad er nærsynethed

Nærsynethed, også kaldet myopi, er en tilstand, hvor øjet bryder lyset for meget. For at få lyset til at ramme på nethinden, så man kan se skarpt, korrigeres nærsynethed med optiske konkave brilleglas eller kontaktlinser. Nærsynethed ses mere og mere blandt unge mennesker grundet det øgede skærmforbrug. Nærsynethed kommer til udtryk ved sløret syn på afstand, dvs. at undertekster på fjernsynet, ansigter på gaden, vejskilte m.m. er slørede.

Hvad er langsynethed

Langsynethed, også kaldet hyperopi, er en tilstand, hvor øjet bryder lyset for lidt. For at få lyset til at ramme nethinden og opnå skarpt syn, korrigeres langsynethed med optiske konvekse brilleglas eller kontaktlinser. Langsynethed kommer til udtryk ved sløret syn ved nærarbejde som computerbrug, læsning m.m. og kan også komme til udtryk som hovedpine, koncentrationsbesvær eller dobbeltsyn.

Hvad er bygningsfejl

Bygningsfejl, også kaldet astigmatisme, er en tilstand, hvor øjets hornhinde har forskellige krumninger. En bygningsfejl er til stede på alle afstande og gør synet sløret og forvrænget både på afstand og nær.

Hvad er presbyopi (gammelmandssyn)

Presbyopi er en tilstand, der opstår, når øjets linse mister sin fleksibilitet og evnen til at zoome ind og se ting tæt på. Vi hører tit, at “armene er blevet for korte”, og at der skal mere lys til for at læse. Øjets linse begynder at miste sin fleksibilitet og smidighed ved +40-års alderen og giver dermed en aldersbetinget langsynethed. Presbyopi kan korrigeres med læsebriller, flerstyrke briller eller flerstyrke kontaktlinser. Læs om de forskellige brilleglas her.

Hvad er et dovent øje

Et dovent øje – også kaldet et amblyop øje – er et øje, der ikke har fået de rette stimuli fra nyfødt og som barn. Grunden til manglende stimuli er typisk, at øjet har en stor synsfejl eller skelen, og hjernen vælger derfor at “slukke” for det og kun se med det “gode” øje. Amblyopi skal behandles med klapbehandling i de tidlige år i samråd med øjenlæge for at træne det “dovne” øje til at se skarpt.

Hvad er samsyn (binokulært syn)

Dit samsyn – også kaldet dit binokulære syn – betyder, at dine to øjne fokuserer på præcis det samme punkt. Vi har seks øjenmuskler i hvert øje, og det er dem, der skal arbejde sammen, for at du kan opretholde enkeltsyn. Det vil sige, at du ikke ser dobbelt. Samsynet er en vigtig del af synet, da det giver os afstandsbedømmelse og konstant enkeltsyn. Problemer med samsynet kommer til udtryk ved hovedpine, dobbeltsyn, ondt omkring øjnene, koncentrationsbesvær m.m. Hos Vega Optik måler vi altid dine øjnes evne til at samarbejde.

Hvor ofte skal jeg have testet mit syn

Synet ændrer sig hele livet igennem. Vi bliver født langsynede og så rammer de fleste emmetropi (ingen synsfejl) som børn. Herefter vil vi bevæge os i retning af nærsynethed grundet lange uddannelser med meget læsestof og skærmarbejde. Derudover er brugen af smartphones og tablets også skyld i den øgede nærsynethed blandt unge, og udviklingen af nærsynethed ses at stige helt op til slutningen af tyverne. Den aldersbetingede langsynethed kommer snigende omkring 40-års alderen, og sidst, men ikke mindst, kan synet igen ændre sig i  retning af nærsynethed pga. grå stær, der ses omkring 60-70-års alderen. Med andre ord – dit syn forandrer sig hele livet igennem.

Vi anbefaler, at du får dit syn testet hvert år.

Brug for hjælp?

Kom og besøg vores butik i Aarhus, skriv eller ring. Vi glæder os til at hjælpe dig!